Forårsalmanak
Forårs jævndøgn
På fredag er det jævndøgn eller Ostara som det hedder i det keltiske årshjul. Dagen er lige så lang som natten. Lyset og mørket balancerer.
Vi har en stor forkærlighed for lyset i Danmark og glædes over forårets kommen og de lunere temperaturer. Vintermørket kan føles langt og kvælende, selvom jeg tror mange af os har en nydelse ved, at finde vintergarderoben frem, gå i vinterhi og sætte tempoet lidt ned.
Jeg tror der er bred enighed om, at vinteren kan være hyggelig og en gammel viden om, at mørket er en del af livet. Om vi er blevet bedre eller dårligere til at tale om de lidt dystre ting i livet, tør jeg ikke udtale mig om, men der er et voksende behov for, at kunne tale mere åbent om alle afskygninger af sorg i livet. Måske handler det om at tænde lys i mørket, belyse de svære ting, kalde det ved navn.
“Trække det frem i lyset” “skyggesiderne” “tåler de dagens lys”
I sommer læste mig og Nick bogen “Til skyggernes pris” af den japanske forfatter Junichiro Tanizaki. Det er et næste ethundrede år gammelt essay om vigtigheden af skygger. I bogen beklager han sig over, det elektriske lys indtog i Japan og mener, at det er problematisk med dette behov for, at overbelyse alting, som kommer fra den vesterlandske livsstil.
Han hylder skyggernes evne til at fremhæve materialer, som han skriver:
Ligesom en ædelsten stråler i nattemørket,
men mister sin glans under den blændende sol, forsvinder skønheden også,
når den frarøves sine skygger.
Påske
Hvordan var det nu? Påsken falder første søndag efter fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det er i dag – palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem og blev modtaget som en konge.
I morgen starter fastens sidste uge, og denne uge kaldes stille uge. Om det er fordi det er sidste udkald til, at kigge indad eller om det er for at fællesskabet ikke skal knække midt over i kollektivt blodsukkerfald, vides ikke. Men en kollektiv stille uge er måske en meget god idé oven på et valg, som var svært at blive klog på. Noget var anderledes meget anderledes. Jeg tænker det er fint hvis vi er lidt stille og de får arbejdsro, til at finde ud af hvad, som er det bedste for Danmark. Jeg vil i hvert fald være stille, for hvis jeg udtrykker alle de følelser af håb, forsoning, tilgivelse, tro på livet, forargelse og vrede, jeg har været i gennem den sidste uge, ville jeg muligvis sige noget jeg ville fortryde.
Lad os være stille og se dybere i historien, for vi står overfor en af de helt store højtider for kristne nemlig – påsken.
Kort fortalt: Jesus er idag – palmesøndag, taget til Jerusalem for at fejrer den jødiske højtid Pesach – som ordet påske er afledt af. Pesach handler om jødernes befrielse fra slaveriet i Egypten og fælles måltidet er en jødisk tradition, som markerer det sidste måltid inden befrielsen. Det foregår skærtorsdag, og det er her Jesus deler brød og vin med sine disciple. Det bemærkelsesværdige ved dette måltid, som siden hen bliver til nadveren er, at han inviterer Judas og Peter med, selvom Jesus godt ved, at de vil forråde ham. Trods onde hensigter inviteres de ind i fællesskabet og det er det nadveren symbolisere, et fællesskab hvor der er plads til alle og alle kan få tilgivelse – over brød og vin.
At bryde brød er en smuk handling, der forvandler en fremmed til en gæst. Det er en gestus af tillid, åbenhed og accept – og tilgivelse.
Voldsomheden ved de efterfølgende dage kan I læse om andre steder eller gå i kirke og få hjælp til at se mening i galskaben, det er for markabert til denne lille spalte.
og nu noget helt andet, men også påsket.
Gækkebrevet
Om det var denne alvorlige påske, der fik nogle tyskere til at opfinde gækkebrevet, er et godt spørgsmål. Men flirt, gæk og chokolade kan noget. Oprindeligt og her taler vi 1600 – tallet, var det en slags valentins begivenhed, hvor man sendte et brev med en gåde eller et digt, til sin udkårne. I dag er det oftere noget børn gør, men prisen er den sammen et påskeæg af chokolade.
At gække betyder at drille eller narre og refererer både til Vintergækken, som narrer os til at tro at foråret er kommet og gækkebrevets afsender som driller modtageren, ved at gemme sit navn i et vers.
Vi er allerede kommet til den tredje fejring i det keltiske årshjul Beltane. Endnu en fejring af overgangen fra vinter til forår. Men hvor imbelc var et liv som voksede “in the belly” Ostara hvor frøet blev sået, er det med Beltane mere “nu sker det!” Det er nu det spirer, det er nu vi gør alt det vi drømte om de lange vinteraftener, det er nu livet sker.
Tiden har en vild energi. Det er nu man drømmer stort og mon ikke vores kroppe og sind har brug for al den begejstring og gå på mod, vi kan mønstre.
Hvis du ikke har den energi, er det faktisk også helt normalt, man kan rammes af triste tanker. Solens stråler kan virke for skarpe og hvis du spørger min lidt heksede side, handler det om at din lever trænger til kærlighed og i stedet får en ekstra opgave med, at omdanne solens stråler til d-vitamin. (Vi skulle måske have nappet den der faste alligevel) Tag den lidt med ro og spis en masse grønne grønsager, det elsker din lever.
Beltane
Beltane bliver fejret med ild, men på en lidt mere alene i vildmarken end bare tænd et lys. For det første skal det tændes med “vild ild”, hvilket betyder at ilden – gnisten, skal skabes fra bunden af mellem to stykker træ eller flintesten. Herefter tændes et bål, som man fx. viser vovemod og hopper over. Majstangen rejses og det hele peger i retning af, at Beltane er en fejring af frugtbarhed og fra en tid hvor frugtbarhed hos mennesker, dyr og marker var ligestillede og dermed af lige stor vigtighed.
Valborgaften
Den kaldes også Valborgsaften, som ligger fast d. 30. april. Lis (fra Pilevej) fortalte mig om en tradition med majvin, som jeg ikke kendte. Det kom sig af at jeg bruger tørret skovmærke, som pynt på mit julebagværk, da det har en fin vanilje/ marcipan smag og et minde om forår i sig. Lis fortalte mig, at man også bruger den i majvin, som drikkes på denne tid og som skulle gøre én mild og glad.
Store bededag
Beltane falder også sammen med store bededag (sikke en overraskelse), som falder 4. fredag efter påske og som ganske rigtigt var én af en række bededage, som blev lagt sammen. På denne dag kunne man pause, tænke og bede.
De var ikke helt dumme i gamle dage.
I dag skal vi arbejde, vækst synes at være tæt på det guddommelige og derfor skal vi levere arbejde, så hjulene holdes igang. Det skulle ellers være så godt, at pause fra at producere og præstere. Det er lige før, at kronisk sygdom, alderdom, at hvile sig og meditere, kan forstås som aktivisme. Alene af den grund, at det ikke bidrager til evig vækst, som slider på vores ressourcer.
Første fælles faglige maj.
Kan I huske dengang man gik til 1. maj i fælledparken, det var en stor ting.
Jeg er ud af en kommunistisk slægt, men mest opdraget i en socialistisk ånd og her er 1. maj jo nærmest på niveau med juleaften. Arbejdernes internationale kampdag, evigt aktuelt og måske særligt i andre hjørner af denne fantastiske skøre klode.
Hveder
Der er mange ritualer knyttet til tiden omkring 1. maj og den sidste jeg vil nævne er hvedeknopper, som kom til fordi brød i de gamle gamle dage var synonymt med overlevelse. Brød skulle der til og derfor bagte bagerne hveder dagen før, som kunne varmes op og nydes efter kirke på selve store bededag. Jeg ved ikke hvad I gør på fredag, men jeg håber i svinger forbi, for jeg bager og der er hveder på menuen.
Og til de lidt triste usynkroniserbare virkeligheder, et af mine ynglingsdigte.
Fra en annen virkelighet (1948)
Gunvor Hofmo (1921 – 1995)
Syk blir en av ropet om virkelighet.
Altfor nær var jeg tingene,
slik at jeg brant meg igjennom
og står på den andre siden av dem,
der lyset ikke er skilt fra mørket,
der ingen grenser er satt,
bare en stillhet som kaster meg ut i universet av ensomhet,
og av uhelbredelig ensomhet.
Se, jeg svaler min hånd i kjølig gress:
Det er vel virkelighet,
det er vel virkelighet nok for dine øyne,
men jeg er på den andre siden
hvor gresstrå er kimende klokker av sorg og bitter forventning.
Jeg holder et menneskes hånd,
ser inn i et menneskes øyne,
men jeg er på den andre siden
der mennesket er en tåke av ensomhet og angst.
Å, om jeg var en sten
som kunne rumme denne tomhetens tyngde,
om jeg var en stjerne
som kunne drikke denne tomhetens smerte,
men jeg er et menneske kastet ut i grenselandet,
og stillheten hører jeg bruse,
stillheten hører jeg rope
fra dypere verdner enn denne.
Jeg vil hjem til menneskene (digtsamling 1946)
Evig frelse. Jeg prøver at forstå disse ord, måske det er derfor jeg skriver almanakken. Prøver at forstå tiden og evighed og uendelighed kan få alt til at stå stille inde i mig.
Jeg er opvokset med en fortælling om, at alt bliver bedre, dag for dag – velfærdsfortællingen. Det går fremad, ikke tilbage ikke i cirkler. Vi bliver rigere og rigere og verden bliver et bedre sted. Fra nogle vinkler er det sandt, at mange mennesker på globalt plan er løftet ud af fattigdom. Vi i Danmark er rigere end nogensinde og alligevel er der mistrivsel, måske er vi blevet for dygtigere til at leve op til alle mulige forventninger, men har glemt bare at leve – hvile, elske, nyde, give og tage.
Den tid vi kan o p l e v e o g s a n s e , er cirkulær. Året gentages i måneder, uger, timer. Solen står op og ned, månen står op og ned. Årstider kommer som de plejer, der er ikke noget som kausalt går fra punkt a til b. Det går rundt.
Det keltiske årshjul beskriver netop dette hjul og kan give os en fornemmelse af sammenhæng med tidligere slægter og vores samliv med naturen. Det kan føles nødvendigt at forstå og få en relation til naturen, som andet end en uendelig ressource af materialer, som vi bare kan bruge løs af og når vi er færdige, smide det i havet, som er så stort at det bare forsvinder. Men væk findes ikke længere. Væk flyder i atmosfæren og skaber klimaforandringer.
Når alt blev forstået cirkulært, måtte menneskelivet da også forstås således?
Evig frelse, et efterliv i himlens paradis. Hvis vi da ikke ryger i helvede.
Kristi himmelfart
Lidelse – genopstandelse – tilbagekomst (evig frelse), er grundfortællingen i kristendommen, man kunne sige her manifesterer kristendommen sig.
I denne uge fejrer vi at Jesus farer til himmelen og sætter sig ved siden af sin skaber – Gud og sammen dømmer de menneskets efterliv, himmel eller helvede. Hvorfor dette behov for at dømme liv?
Med alderen forstår jeg, at alt ikke bare nødvendigvis bliver bedre og bedre. Livet har sine op-og nedture og kan føles umenneskeligt hårdt og meningsløst i nogle hjørner af tilværelsen. Måske tanken om evig frelse, kan løfte én lidt op, er det det, en opmuntring. Men hvorfor denne dommedag?
Præster i mellem diskuterer også dette paradoks, for hvordan skal vi forstå kærlighedsbudskabet – altid allerede elsket! Når det alligevel ikke gælder alle. Skulle Balle-Lars angre, så hans henrettelse kunne retfærdiggøres af den dømmende. Aj det er noget rod!! Og det er det jo dette liv, noget skønt rod som går i cirkler og nu har foråret sat sig og havefolket satser på, at nattefrosten har sluppet os.
Pinse
Pinse er kirkens tredje store højtid efter jul og påske. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste. Det betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske.
Pinse er efter denne fordybelse i den kristne almanak, blevet min ynglingshelligdag.
Jeg er opdraget med at pinse i praksis handlede om, at vi festede på mine forældres venners landsted på Præstø og blev oppe, så vi kunne se pinsesolen danse over præstø fjord.
I kristendommen handler den om, helligånden, som både kommer fra Gud og Jesus.
Prøv at hør hvad der står på Folkekirkens hjemmeside om pinsen (frit citeret)… vi fejrer ånden, der giver os inspiration og kreativitet og som kærlighedens ånd, der forbinder os med hinanden og med alt levende.
Jeg tror bare vi lader det stå og ønsker jer alle en glædelig pinse.