En by som er blød som en krop

Jeg går ofte tur med hunden Molly. Jeg går på vejen som er tiltænkt biler og andre køretøjer. Der er vej og der er grøftekant. Oftest tager bilerne hensyn og sætter farten ned og kører uden om os. Nogle gange kører de med fuld fart, og jeg kan være nødsaget til at gå ud i grøftekanten, som kan være lidt af en mudderpøl. Hvem ejer det rum vi deler, mellem vores huse og hvem er det skabt til?

Har du lagt mærke til blomsterløgene, som blomstrer rundt om Stensbys byskilte og også på udvalgte områder i Stensved. Her bygger de også en legeplads til børnene.

Måske savner byerne lyden af børnestemmer, som helt er forstummet.

Stensby er en børnerig landsby og mange af børnenes forældre prøver at begrænse den tid deres børn bruger foran skærme. Derfor er der flere børn, som leger udenfor og færdes fra hjem til hjem – fra leg til leg.

I mange år har vi i Stensby prøvet at få gjort noget ved trafikken. Særligt Bo og Rikke har lavet en stor indsats, men det er ikke lykkedes endnu at få hastigheden begrænset. Jeg blev en dag utålmodig, det sker nogen gange, (måske også derfor at jeg begyndte at bage brød) I hvert fald skrev jeg et venligt brev, direkte til den forhenværende borgmester. Jeg beskrev vores børnerige landsby og vores frygt for trafikuheld. Til min store overraskelse besvarede han mit brev, med en invitation til et møde med lokalforum, fagfolk og trafikudvalget. Mødet bar præg af modsatrettede signaler og ønsker. Politiet havde mest travlt med bilister på lattergas og en politiker sagde at vejene var til bilerne. En embedmand sagde at chikaner og skilte ikke hjalp, det viste data. Til sidst var vi helt energiforladte og jeg havde ondt i maven. Blackouts på lattergas på motorvejen med børn på bagsædet – den slags ondt i maven. Jeg rakte hånden op og sagde det højt, jeg har ondt i maven og den stemning af meningsløshed fordrer ikke min kreativitet til at tænke løsningsorienteret. Det handler om det gode og trygge liv på vejene i vores kommune, der må være noget vi kan gøre, noget som virker? Det er der også sagde én af dem fra kommunen, det hjælper at hilse og det hjælper, at man kender hinanden.

Jeg gik opløftet fra mødet – jeg kunne godt lide tanken om, at et vink var mere effektivt end et skilt. At fællesspisning, markeder og snak over hækken eller på vejen, er vejen frem. Er det i virkeligheden hygge, det handler om. Intentionen om en god stund. Nogle gange hjælper en iscenesættelse til; god musik, hyggelys og blomster i en vase eller bænke rundt omkring i byen, blomsterløg ved byskiltene og en flagstang, som markere både gode og sorgfulde dage. Små initiativer, som signalerer, at her bor der mennesker, som passer på deres by.

Så husk når I henter brød i Stensby – kør stille og roligt. I kan møde mennesker på vej.

Et samfund kan være så stenet

At alt er en eneste blok

Og indbygger massen så benet

At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge

Og hjertet er næsten hørt op

Til nogen begynder at bygge

En by som er blød som en krop.

Inger Christensen “Det” (uddrag)

Rettidig omhu

Vi har lavet en huskeseddel herhjemme, som hedder rettidig omhu. Her har vi skrevet alt ned, som vi gerne vil have styr på, hvis det hele bryder sammen og vi skal klare os selv i de berømte 3 dage, hvis nu…

Nogle af tingene har vi styr på, men så glemmer vi det igen og de ting vi har købt bliver for gamle og hvor lagde vi nu den batteridrevne radio?

Nogle gange tænker jeg, at det er noget man burde løse i fællesskab. At det virker åndsvagt at alle skal købe dit og dat i tilfælde af, at noget sker, som måske aldrig sker. Hvad mon et landsbyfællesskab kan klare i sådan et tilfælde. Jeg ved det ikke for jeg har aldrig prøvet det, men jeg er sikker på eller håber på, at man rykker tættere på hinanden og hjælper hvor man kan.

Burde man mødes og snakke om det med rettidig omhu, eller skal man vente til det sker, hvis det sker? Det er noget mærkeligt noget.

For nogle år tilbage, blev jeg kontaktet af efterkommerne af

Haldor Hansen, den sidste lærer på skolen. Jeg inviterede dem på kaffe og de fortalte mange historier om Stensby og skolen i gamle dage. De fortalte blandt andet en historie, som er blevet hos mig.

Deres far var modstandsmand under 2. verdenskrig og samlede våben op fra markerne, som blev kastet ned af englænderne. En nat blev han opdaget af tyskerne. Han stak af ned gennem skoven, ned gennem Mallings kløft til Strandhuset. Smadrede en rude og gemte sig på loftet. Pludselig hørte han stemmer – men heldigvis danske. Det viste sig at være Riegels fra Stensbygård. Han blev bange fordi han havde trængt ind i Riegels hus og tilmed smadret en rude. Men Riegels sagde “vi kommer med mad og sengetøj, så kan du bare blive og gemme dig her”

Der er så mange historier i dette landskab, hvis bare det kunne tale eller hvis bare vi kunne forstå det. Kriser er ødelæggende, men også en mulighed for at opleve hvad vi kan sammen.

Nu vi er ved det lokale…

Ved Mallings kløft lå Stensby mølle. Den smukke hvidkalkede ladebygning, er resterne af det byggeri. Der var 5 vandmøller og vi kan stadig se resterne i kløften. Stensby mølle blev i 1872 sammenlagt med Vrangsgaarde og blev til Stensbygård. (Lånt fra Stensbygård.dk)

Jeg faldt desuden over dette på Langebæk lokalhistoriske arkiv i min research. Det handler ikke så meget om møllen, men om magtfulde kvinder og kromuttere i Stensby og omegn. Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen og Gunnar Kirchheiners notater som kilde. Jeg har redigeret lidt i teksten.

På Pilemøllen i Stensby var der 2 stærke kvinder. I 1661 mistede Johanne Andersdatter manden og igen i 1679; men begge gange både i 1661 og 1679 fandt hun en ny ægtemand, der overtog gården og Piil-navnet. 3. mand, Mads Hansen Piil døde i 1702.

I 1803 kom der igen en stærk kone til Pilemøllen, Birte Jeppesdatter. Hun var 37 år og havde været pige på Langebæk Præstegård. Hun nåede alligevel at lægge 2 mænd i graven, og så giftede sig med karlen. Hun var 37 år ældre end den nye mand, Hans Pedersen.

Da de havde været gift i 10 år og hun var blevet 71 år gammel gik hun ud og hængte sig, for at give plads til en ung kone. Der kom da også hurtigt en arving til gården, der kunne overtage gården knap 20 år senere.

I Mern boede min 3 x tipoldemor, Maren Rasmusdatter. Hun var 22 år; men en bestemt dame. Forældrene havde i 1731 trolovet hende bort til en gammel mand på 65 år. Det ville hun ikke finde sig i, så hun anlagde retssag ved Stensby Birketing mod forældrene. Under retssagen kom det frem, at moderen havde skubbet hende ind ad køkkendøren til den gamle Ole i Røstofte.

Hun vandt tilsyneladende, selv om det stod lidt uklart. Stensby Birketing blev nemlig nedlagt. Men året efter i 1732 blev hun gift med sin advokat, Jacob Vrang, fra Bakkedal i Ugledige. Han var blevet enkemand i mellemtiden. Men hun lagde både Jacob og min Tip, Niels, i graven. Hun fortsatte i enkestand på Bakkedal i 11 år med sønnen Rasmus som medhjælper/bestyrer. Da hun døde, overtog Rasmus fæstet.

Stensvedgård lå før 1805 på Stensbyvej 27. (Der hvor Kristian og Lunas bygger nyt hus red). I 1737 blev Maren Larsdatter kone på gården. Hun var først gift med sognefogeden Eric Christensen. Men da han døde, satte hun 2 nye mænd ind på gården, først Christen Jensen i 1755 og i 1763 Christen Hansen Ørslev. I 1766 havde de krohold på gården. Hun må have været kromutter på gården, måske over en længere årrække. Hun var kone på gården i 55 år.

Kvinderne var som regel de stærkeste, hvis de ikke lige var død i barselsseng. Mændene var mere ude blandt folk og blev udsat mere for smitte. De blev også oftere stukket og smittet af malariamyggen. Sommertemperaturerne var ofte højere.