Emballageteorier med mere…

Jeg har fundet frem til, at mit rugbrød smager meget anderledes, hvis jeg putter det i en plastikpose (dem til frys). Hvis jeg pakker det i det brune vokspapir, er smagen uændret og det kan sagtens holde sig i en uge og hvis det kommer på køl, ca halvanden uge. Det kan selvfølgelig også fryses, skær det evt. i to stykker, så er der chance for at det hurtigt bliver spist efter optøning.

Surdejsbrødet holder sig også godt i det brune vokspapir, brug det evt. i en kombination med den bivoksede brødpose.

Al min snak om emballage og opbevaring får mig til, at tænke på et essay af Ursula Le Quin, som hedder 

“Bæreposeteorien om fiktion” 

Teorien udfordrer den traditionelle fortælling, hvor helten og våbnet står i centrum. I stedet fremhæver hun bæreposen, som redskab til at samle og transportere mad eller børn – som den første teknologiske og kulturelle innovation. 

Hun beskriver i essayet, at menneskets tidlige overlevelse ikke nødvendigvis krævede jagt på storvildt, men snarere evnen til at samle og bære ressourcer. 

Hun skriver om bæreposen eller emballagen, som en prisme, der rummer en helt anden fortælling, om fortidsmennesket som rejser sig op, med en kølle i hånden. Klar til at angribe, kræve sit territorium eller sin kvinde. 

En bærepose er en omsorgshandling, en rettidig omhu – så vi også har mad i morgen og om et år. Den fortæller noget vigtigt om vores evne til at yde omsorg og empati.

Hun skriver om fiktion, som en “beholder” for nye måde at beskrive vores historie og vores fælles rødder. For hvad er sandheden? Skal vi forstå vores civilisations udvikling, som en krigsfortælling, en kolonial fortælling om bemægtigelser af landskaber, mennesker og råvarer. Ja det skal vi, men som en succesfortælling? eller som et ansvar for noget, som stadig findes i vores rigdom og i andres rodløshed.

Vi skal også huske at der er andre historier, som beskriver os.  

Fiktionen eller kunsten kan arbejde med utopier, som flytter os væk fra vante tankemønstre og får os til, at se vores liv – fortid og fremtid, gennem nye prismer. 

Som der står over gamle scene, på Det kongelige teater 

“Ei blot til lyst” 

Det er derfor jeg mener kunst er så vigtig og ikke bare ren underholdning.

Det er også en teknologi – en intelligens, kan man sige. En intelligens hvor vi bruger hele kroppen og forstanden til at sikre maden, forrådet, barnet og såret.  Vi lugter for at bestemme friskheden, mærker for at sanse temperaturen og gentager overleveret viden. 

Og det får mig til at tænke på andre arter og deres intelligenser (og ai) 

Nogle fugle bla. Blåmejsen bruger rølliken, som inderforing af reden. Røllike som med sine antiseptiske egenskaber, modvirker råd og eliminerer skadelige mikroorganismer og dermed beskytter afkommet. Hvor ved fuglen det fra?